Det blev værre

Snestorm aflyste pokalkampen igår aftes. Lige da jeg trængte allermest til at komme ud af huset og røre lidt på mig.
Og idag kan jeg så ikke komme i bad. (fjollede tøsebarn, så tænd dog for vandet, vi har ikke tid til at lege nu...nejmenhov? intet vand? Det var ingen leg. >.< )

Men bortset fra det går det faktisk rigtigt fint - lige om lidt når jeg har fundet mig et job så jeg kan forsørge os alle. Jeg har jo skemafri både tirsdag, onsdag og torsdag - og skal så lige friholde 3 timer over middag en af dagen til den der samværssag faderen har ret til - så det burde vel være piece of cake for en uuddannet at få timer nok til at det løber rundt.
Læg mærke til hvordan jeg slet slet ikke brokker mig - for i virkeligheden er det hele jo rene luksusproblemer i lille trygge Danevang.
Jeg kan klare en hel måned uden indtægt før vi når sultegrænsen - så er det svært at synes at man er rigtigt på røven.

Det kunne være værre

Her går det godt.

I skrivende stund har jeg kaffenedtrapningshovedpine, løbebåndsknæ, stressinduceret hukommelsestab, budgetindstramningsmavepine, statsforvaltningsforvirringsbekymring, er varmeforsyningsudfrosset og har udsigt til at skulle hjembringe børn fra forskellige institutioner i forrygende fygende frysende forbandet snestorm.

Nåja og så kom min søde udlejer - aka min fader - forbi søndag med alle sine gør-det-selv-talenter for at fikse det økonomiskyl der ikke var helt så økonomisk på husets toilet. Siden har vi slet ikke haft noget skyld i toilettet. Til gengæld lugter hele badeværelset kvalmende metalisk af fugemasse...

Men jeg klager ikke. Slet ikke.

som kviksand

Min datter er fyldt 7 år. Det gjorde hun i søndags. Sammen dag som min anden datter slugte en magnet og måtte en tur på hospitalet. Hun er 5 år. Som 3årig blev hun også indlagt midt i storesøsters fødselsdagsfest. Dagen endte dog godt. Magneten kommer gennem systemet på naturlig vis og fødselaren fik både gaver og kage omendt lidt forsinket.
Min tredje datter er 3 år. Hun har i hele sit liv tilbragt sammenlagt 12 timer med pigernes fælles far. Overvåget samvær hedder det. Og det har ikke været en ubetinget succes. Så overvågningen fortsætter. Det samme gør mine mareridt.

Der er bare nogle ting jeg ikke kan styre. Som tiden der løber afsted. Uheld der hænder mens man tillader sig at blinke. Og forvaltninger der i velmente hensyn til forældres ligeværd og generel overbebyrdning ikke lever op til intentionerne om at imødekomme det individuelle barns tarv.


- Bitten er træt for tiden. Frysende og modløs. Om lidt vil jeg købe tulipaner og en illution af den sprødhed jeg savner.

Opspar-hvadfornoget?

Pga. stress har jeg fået lagt ny studieplan, således at jeg forventes at blive færdig i juni 2011. Godt for mit helbred - skidt for min økonomi!

- SU-klip opbrugt.
- Slutlån er ikke muligt at søge, eftersom der er mere end 12mdr tilbage af uddannelsen.
- Forlængelse af slutlån er ikke mulig eftersom forsinkelsen i uddannelsen (nuværende stressdiagnose) ikke er opstået i en periode hvor slutlån allerede udbetales.
- Revalidering er efter al sandsynlighed heller ikke muligt - det er jeg simpelthen for rask og velfungerende(?) til. Måske hvis jeg får en fuldkommen og medicinsk behandlingskrævende nedsmeltning(!) I så fald tænker jeg blot, at mine chancer for derefter at gennemføre studiet, til hvilket jeg evt. kunne få revalidering, ville være ganske små.
- At finde et deltidsjob er eneste realistiske mulighed. Godt for økonomien - potentielt skidt for helbredet. Hvis jeg allerede nu stresser over hverdagen med børn og studie, hvordan skulle det så ikke gå med arbejde oveni? Men sådan må det blive for sidste mulighed;
- At leve af opsparingen - er IKKE en mulighed.


Alternativt kunne jeg følge meget (in)kompetent sagsbehandlers råd og droppe uddannelsen, søge kontanthjælp og komme i aktiveringsprogram. Eller ikke!

om-stilling

Jeg går meget stærkt ind for at tage ansvar for sine beslutninger, eje sine valg og lære og udvikles af erfaringer.
Men hvor meget vi end stræber efter perfektion og kontrol, vil der være ting i dette liv, som vi ikke selv er herre over.
Nogle gange må vi rive hele luftkasteller ned for at indse hvad vi virkeligt drømmer om. Og vi må indstille os på, at vi risikerer at møde udfordringer, som vi ikke kan forberede os på.
Verden er ikke sort eller hvid; der er gråzoner og mest af alt er verden i farver.
I en uendelighed af nuancer. Mellem lykke og lagkage.

I forlængelse af dette skriv faldt jeg her til morgen ind i en tankerække der endte med at lede mig til med dette indlæg, at reklamere lidt; for såvel tanken om at idealer og lykkeillusioner kan ændre sig i takt med at vi selv og vores omstændigheder og livsvilkår ændres som for en konkret aktiv stillingtagen.
Jeg har taget stilling(!) - har du?



- Jeg har et ønske om at kunne gøre gavn. I livet og efter! Jeg har også med tiden mærket et andet ønske, et ønske om at mine efterladte, i givet fald, skal kunne forlige sig og leve med den beslutning... som jeg har prioriteret højere end mit oprindelige ideal.

Men frøen har jeg ingen kommentarer til...

Utallige er de gange jeg har måttet trøste de ældste af dullerne når de ifølge veninderne ikke har kunnet være prinsessen i en leg, alene fordi de ikke ligner Disneyversionen af en prinsesse.

Udseendet er ikke længere så vigtigt og jeg gør hvad jeg kan for ikke at lade dullernes identitet være bundet op på udseende eller anden ensporet tilgang til tilhørsforhold alene.

Men jeg fryder mig nu alligevel ved udsigten til at netop denne DISNEY TEGNEFILM har haft release præcist nu hvor Ældsten er blevet lovet en fødselsdagsbiograftur med sine veninder.

Det kommer til at stå mig i en tusse, men sparer mig for at stå for et større arrangement hjemme. Ind i mellem forsøger jeg gerne at købe pigens lykke for en stund...






- Ja, jeg har slugt min Disney eventyrsaversion - den smagte lidt af kamel.

Rydde-op-ning

Fandt en lille notesblog fyldt med dullernes guldkorn igår.
Skønt at varme sig ved i disse uendelige vinterdage.

Eks.: 04-03-2008

(Netop hjemvendt, kiggende ind i (tiltrængt) rengjort stue)
- Nej, hvor er den blevet flot; din rydde-op-ning!

(Mens en træt 28årig trebørnsmor tager nattøj på)
- Hvor er du flot mor. Du ligner slet ikke en gammel kone.

(Efter aftensbadet mens Ældsten cremes ind ser Mellemsten på og fortæller)
- Mor, idag i børnehaven sang jeg Mindstens sang i mit hjerte.

Afsløret

Den ene datter kunne ikke genkende mig da jeg hentede hende i børnehaven. Men så brugte hun bare sin logik og udelukkelsesmetoden:

- Jo, for der er ikke nogen af de andres mor der har sådan en jakke som den der. Og så lyder du jo også ligesom du lyder.

I morgen må jeg hellere sørge for at have håret løst igen. Det er ellers endeligt blevet langt nok til at kunne skrabes (stramt) tilbage i en mikroskopisk hestehale. (Selvom ældstedatteren mere syntes det lignede en knold.

- Du kan selv være en knold!)

Hun havde igen problemer med at genkende sin mor:

- Du er bare sådan en der ALTID har en undskyldning for at rydde op!

Og javist, jeg rydder op og smider ud igen igen. Det er givetvis en overspringshandling fra en problemformulering der driller, men med den gode sideeffekt, at det hjælper mig med at få et længe savnet overblik når der bliver ryddeligt omkring mig. Idag blev kontoret (i stuen) næsten færdigt, børneværelserne ligeså og nu mangler jeg blot at finde bunden i sytøjsbaljen, skaffe kørselshjælp til genbrugspladsen og få ryddet lige så effektivt ud i mine lidt for krævende "udenomsaktiviteter". Blandt andet har jeg valgt at flyve fra De øvrige Glade Mariehøns i forældreforeningen for mellemstens børnehave. Årets fastelavnsfest skal opleves fra "tilskuerpladserne". Et par udenbys besøg er også blevet skåret fra for at have kræfter til selv at invitere når Ældstedatteren snart fylder år.
Og så kunne det være så rart om denne måneds kunneende med en form for juridisk afklaring i forhold til samværende fravær og drænende uvished.
Mindre er mere!



(Hvor hysterisk skal man forresten være for at tage hele opvasken forfra igen efter man ved at fjerne allersidste kop i opvaskebaljen har afsløret liget af et stakelben?)

"Er I kommet godt ind i det nye år?"

- Nej, ærligt talt. Jeg slog lige et par mentale kolbøtter og landede ikke helt på benene. Men det bliver bedre fra nu af, kan ikke meget vel blive værre....

Og så var jeg idag til en improviseret vejledning hvor en meget venlig dame tog sig god tid og i et glimt kom ud af sin forvirring og fandt på (igen) at stikke mig en folder i hånden om Stress-håndtering. Ventede siden i godt en time på forsinkede toge og fordrev tiden med at kigge i min nye folder.

Jeg ryger ikke og har ikke forøget mit alkoholindtag (eller tæller det halve glas champagne jeg spyttede i nytårsnat?) men bortset fra det, kan jeg matche samtlige kropslige, tankemønster-, følelse- og adfærdsmæssige symptomer på stress. Inkl. kvalmekvalmen.

Men det hjalp at få det sagt og hørt og set. Og nu har jeg en plan. Der ganske vist ligner min gamle til forveksling men med en enkelt ændret frist og en aftale om noget deltids i en given periode når både SU og opsparing er brugt op samt med navngivne vejledere at vende tilbage til før jeg triller om igen. Overraskende nok føles det mere som tro, tillid og opbakning end medlidende nødhjælp til en fortabt.

Hej Motivation. Rart at se dig igen. Og hvor hyggeligt at du tog Selvtillid med.
I har været savnet.

God fornøjelse

Pas på jer selv - og hinanden - derude i det festelige nytårsfejringslandskab.

Må I alle få et sikkert og glædeligt nytår.

ubegæring?

Jeg har ikke lyst til at ønske noget af det nye år
Det er så alt for nemt at skuffe(s)

Og så måske ønsker jeg mig alligevel ud af utilstrækkeligheden og langt langt væk
fra tvivl og kæntrede afteners larmende stilhed

Mere ville jeg ønske
hvis jeg turde

Jeg turde en masse i år
er ikke så sikker på hvor det tog mig hen

Sove
nu vil jeg sove
i morgen vil jeg hverken være hjemme
hvor rødder eller hjertet er

For hvem?

Jeg har tabt mig 2kg i julen. Familieoverdosis og mentalkvalme.

Der er nok at tabe af. Og faktisk ville jeg gerne være lidt mindre. Måske så det endeligt kunne overskues at holde af mig.
Samtidig er jeg ok med mig i mit huld. Fordi nogen holder af at holde om mig som jeg er. Og netop derfor ville jeg gerne være bedre. Og mindre er som bekendt mere.
Men det skærer i halsen og skurer på tænderne og brænder hul i forestillingen om selvkontrol.

Nytåret skal fejres over 100km herfra. Ingen uoverkommelig afstand, faktisk med nogle af vores allernærmeste. Tilvalgt familie. Åndsbeslægtet.
Jeg glæder mig til at gå ind i det nye år væk fra fødeø, klaustrofobi, kvælningsfornemmelser og kvalmen.

Men på cykel med 3 børn, broccolisalat, konfekt og hjemmebagt og videre med offentlig transport kan det være en kende besværligt. Så momserne tilbød at lægge bil til.
Sådan et tilbud som ikke tålte et 5. afslag selvom jeg forsøgte.
Forud gik tudedagen ovenpå "Så kan du få det som du vil have det. Og så kan du have det så godt." Fornærmet martyrmine og en underforståethed af prøv-lige-at-se-om-du-kan-klare-dig-selv-vi-tror-det-ikke.
Jeg prøver her. Forsøger og viljer og havde arrangeret turen.
Men nogle har mere brug for at føler sig uundværlige end jeg (åbenbart) har brug for at stå på egne ben.

Nu bliver vi kørt.

- Og jeg ved ikke helt hvem der udnytter hvem her?

Vådt

Jeg har grædt hele dagen. Og imorgen græder jeg nok lidt igen. Og på et tidspunkt tørrer jeg nok øjnene og pudser næsen og kommer videre.
Lige nu bruger jeg frustrationen til at fremtvinge en nødvendig og rørende usentimental side af mig selv så jeg kan få ryddet op i mit hjem som jeg behøver at rydde op i vores liv.

Jeg har ikke nær nok affaldssække og flyttekasser hjemme til at blive færdig i nat, til gengæld tror jeg nok at jeg kan bruge lidt tid til at øve mig på en fortrøstningsfuld mine og samle kræfter til noget effektivt krammeri med mine piger imorgen...

Glædelig jul

Årets ord var SAMVÆR

Omsorg og bekymring, viljeprøve og sammenhold,
erklæringer født af spirende bevidsthed,
trods og krav og bønner om kærlighed

Varme er et andet ord. Sommer og minder
og gløden i øjne der stråler i forventning

Fyldt med dette og med udfordringer og gøremål
i en uendelig stræben efter at lykkes for hinanden
(og stoltheden ved at se os gøre netop dét:
stræbe og lykkes – sammen), har 2009 på
mærk-værdig vis ulmet stille i asken

Med taknemmelighed for hvad året,
familien og venner fra nær og fjern
har bidraget med af mindeværdige stunder
og med spændthed og håb i tillid til hinanden og jer,
ser vi frem mod hvad det nye år vil bringe

En dullebande ønsker glædelig jul